Vi har forsøgt at tilrettelægge haven med bede og jordforhold som gør det muligt at dyrke alpine og andre stenbedsplanter. Specielt mht alpine planter gælder at de kræver perfekt dræn, masser af lys og snedække om vinteren. De har brug for rigeligt vand om foråret, men tåler ikke stående vand.
Det er naturligvis umuligt at leve op til under danske forhold, så vi må nøjes med at tilpasse vækstvilkårene bedst muligt til planternes behov.
Haven er beliggende i et område med meget tung, leret jord. Det har gjort det nødvendigt at tilføre store mængder af sand for at gøre jorden egnet til plantedyrkning. Der er anlagt forskellige stenbede med forskellige jordblandinger heraf flere med rent sand. Det gør det muligt at placere planterne i forskellige positioner mht gromiddel, lysindfald og i forhold til stenene. Det er ofte en fordel at kunne plante på nordsiden af en sten, så planterne får lys, men samtidig får beskyttet rødderne mod den værste varme.
Bortset fra bedene op til drivhuset er haven helt flad. Derfor er der tilført jord og sand for at skabe niveauforskelle ved opbygningen af stenbedene. Det betyder samtidig at der er perfekt dræn i bedene. Stenene der er anvendt er bornholmsk granit Nexø sandsten og kantede marksten.
For at skabe variation og give mere liv til stenbedene om efteråret og vinteren har vi plantet mange små nåletræer (bl.a. Pinus, Abies og Juniperus) og andre dværgtræer og buske. Hække af taks og buksbom samt anlæg af granitstier med Cotula minima (”trædebregner”) danner faste rammer, som opdeler haven i overskuelige rum.